Skolebørn, der pludselig kan læse, hvad der står på tavlen. Forældre, der ser deres børns ansigter klart for første gang. Og ældre, der igen kan sy, læse og genkende mennesker omkring sig.
I oktober var Mai Fischer, salgsassistent i Synoptik i Nyborg, en af de udvalgte medarbejdere, der rejste med til Ghanas hovedstad Accra for at udføre synsprøver og give synet – og hverdagen – tilbage til mere end 1.000 ghanesere.
I Danmark er det normalt at få hjælp, når synet svigter. I Ghana er virkeligheden en helt anden. Her kan et dårligt syn betyde, at børn mister muligheden for at følge med i skolen og at forældre ikke kan arbejde og forsørge deres familie. I det vestafrikanske land er briller nemlig ikke bare svære at få fat i – de er dyre, og for mange ghanesere helt uden for rækkevidde.
Men i oktober rejste en gruppe Synoptik-medarbejdere til Ghanas hovedstad, Accra, hvor de udførte gratis synsprøver og uddelte genbrugte briller fra danskerne. Blandt dem var 32-årige Mai Fischer, som har været salgsassistent i Synoptik i Nyborg i syv år. På rejsen var Mai Fischer med til at hjælpe knap 1.100 mennesker til et bedre syn – og et nyt blik på livet.
”Jeg blev vildt begejstret, da jeg fik at vide, at jeg skulle med til Ghana i år. Jeg har søgt flere gange, så det føltes som en drøm, der gik i opfyldelse at få lov til at rejse derned og gøre en forskel. Og så var det spændende at se, hvad der sker med alle de briller, som fynboerne donerer,” siger Mai Fischer og fortsætter:
”Turen har virkelig givet mig et nyt syn på verden og på, hvor privilegerede vi er herhjemme. Jeg vidste godt, at Ghana var fattigt, men ikke hvor lidt mange faktisk har. Alligevel mødte vi så meget varme og taknemmelighed. Det var rørende at se, hvordan en brille kunne ændre et menneskes liv – som drengen, der sagde, at han havde svært ved at følge med i skolen og lyste helt op, da han fik briller på. Det er jeg stolt og rørt over at have været en del af sammen med de danskere, der har doneret deres briller.”
Kvinden, der ikke havde set sine børn
Blandt de knap 1.100 ghanesere som Synoptiks team synstestede og uddelte briller til, var alt fra børn i skoleuniformer til unge forældre og ældre mennesker. Men nu hvor Mai Fischer er kommet hjem til Fyn igen, er det særligt mødet med en mor og hendes to børn, der står klart for hende.
”En kvinde kom ind med sine to små børn, der nærmest gemte sig bag hende. Jeg udførte synstesten på moren, fandt et par briller med den rigtige styrke frem, og da jeg gav hende brillerne på, så hun på sine børn og begyndte at græde – for hun havde aldrig set dem ordentligt før. Det er jo en helt uvirkelig situation for en dansker. Så det gjorde stort indtryk på mig,” siger Mai Fischer.
Donér dine briller til næste års tur
På synsklinikken i hovedstaden Accra er der løbende brug for flere aflagte briller og solbriller, som kan hjælpe ghaneserne til et bedre syn.
Synoptik opfordrer derfor danskerne til fortsat at donere deres aflagte briller og solbriller, hvis de har nogen liggende derhjemme, som ikke længere bliver brugt. I Synoptiks butikker tager de med glæde imod briller, solbriller og andre synshjælpemidler og sørger for et serviceeftersyn, inden de bliver sendt til Ghana.
Om Synoptiks Ghana-projekt
Synoptik har i samarbejde med Ghana Blind Union og Dansk Blindesamfund etableret en ”free clinic” i Ghanas hovedstad, Accra. Klinikken har åbent fem dage om ugen, hvor ghanesere gratis kan blive tilset af en optiker eller øjenlæge, få foretaget en synsprøve og få et par gratis briller eller solbriller. Hvert år i oktober rejser en gruppe af danske Synoptik-medarbejdere til Ghana for at hjælpe det lokale team af øjenlæger og optikere. Brillerne er doneret af Synoptiks danske kunder, som afleverer deres aflagte briller i deres lokale Synoptik-butik.