SENSHI - Karate & Kickboxing og Dansk Kickboxing Forbund inviterer pressen til årets DM i Kickboxing, som afholdes lørdag d. 10. maj 2025 i Nyborg Idræts- og Fritidscenter.
Mesterskabet samler ca. 120 kæmpere fra hele landet – fra både junior- og seniorelite. Under DM vil der være hædring af landsholds medaljetagere fra 2024 EM og VM, herunder Max Gamarra fra SENSHI Nyborg. Max, bronzemedaljevinder ved junior-VM og anset som et af landets største talenter, Lærke Havlit (tidligere dobbelt junior viceverdensmester), Liam Bramwell og Liv Bjåstad (begge på bruttolandsholdet), stiller op eller vil være til stede for hjemmeklubben under cheftræner Asoth Veerasingham.
De lokale fightere markerer sig på både nationalt og internationalt niveau – og flere af dem har allerede sat Nyborg på verdenskortet ved flere World Cups, og betragtes som nogen af landets bedste kæmpere.
Derudover deltager mange andre talenter fra hele landet herunder verdensmestre, europamestre og world cup-vindere. Og selvfølgelig alle de nye unge talenter, som er kommet med i et forbund i vækst. Faktisk har Dansk Kickboxing Forbund netop slået medlemsrekord med 2844 medlemmer på landsplan.
DM byder på:
- Hædring af EM/VM medaljevindere, årets kæmpere, årets trænere mv.
- Officiel åbning ved borgmesteren og Kultur- og Fritidsudvalgets formand
- Ca.120 kæmpere, 60 trænere, over 20 dommere og op til 300 tilskuere
- Intens stemning, kampe på højt niveau og stærk lokal opbakning
Følg med i opdateringer og program på Facebook