BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
I Nyborg Kommune har vi stor opmærksomhed på at tilbyde alle vores medarbejdere og ledere gode og trygge arbejdsvilkår. Derfor opretter vi nu en ny stilling, som du selv skal være med til at udvikle i form og indhold. Vi har derfor ikke en færdig skabelon, du træder ind i. Til gengæld bliver du en del af et HR-team, der sætter en ære i at Nyborg Kommune opleves som en attraktiv arbejdsplads af vores 2.500 ansatte, og som meget gerne vil være med til at afprøve nye veje for, at ansatte føler sig værdsat, motiverede og engagerede i deres arbejdsliv.
Om stillingen som trivselskonsulent
Et vedvarende fokus på psykologisk tryghed og mental trivsel er vigtigt for os. Din indsats skal derfor kunne mærkes ved, at du sammen med den enkelte arbejdsplads medvirker til at styrke arbejdsmiljøet, forebygge belastningsreaktioner, og øge trivslen hos både medarbejdere og ledere. Så vi på den måde er endnu bedre rustet til at løse kerneopgaven for borgerne.
Derfor forventes det, at du har erfaring med at facilitere og drive de nødvendige forandringer, der kan føre til netop det.
Vi er optaget af, at alt det du ved og kommer med også skal bruges til at styrke det samlede HR-arbejde i Nyborg Kommune. For vi har store ambitioner og vil gerne udvikle os. Samtidig er det vigtigt, at vi ikke går på kompromis med den fortrolighed og tillid, som er essentiel for gode forløb og samtaler. Det er derfor vigtigt, at du har et skarpt blik for de etiske dilemmaer, som kan være i arbejdet som trivselskonsulent.
Om dig
Vi søger en kollega, der er dygtig til det relationelle. Medarbejdere og ledere skal føle sig trygge i dit selskab og føle, at I taler i øjenhøjde med hinanden.
Rollen kræver, at du selv er opsøgende og nysgerrig. Både på relationerne mennesker imellem og hvad der sker i det møde, men også meget gerne på, om der er nogle organisatoriske ting og måder, vi plejer at gøre tingene på, som med fordel kan udvikles.
Sammen med de mange forskellige arbejdspladser skal du både kunne facilitere forskellige processer, italesætte det, der er svært, og hjælpe dem med at forandre det. Kommunikeret på en måde, så det, der er komplekst, bliver forstået af mange forskellige målgrupper.
Derfor rummer dine kompetencer også både indgående teoretisk viden om relationer, pædagogik, kommunikation og grundlæggende psykologi, og du har en solid erfaring indenfor det organisatoriske område med rådgivning og støtte til både ledere og medarbejdere. Du har gerne erfaring fra en politisk styret organisation.
I HR-afdelingen ser vi os selv som et hold med en klar, fælles mission, som vi gerne vil have dig til at spille med på. Det tætte samarbejde på tværs er derfor vigtigt, for at vi skaber sammenhæng mellem de mange forskellige indsatser og tiltag.
Vi forventer desuden at din baggrund er enten erfaren erhvervspsykoterapeut MPF, psykoterapeut MPF med erfaring inden for organisationsudvikling, autoriseret psykolog med erfaring inden for organisations psykologi, eller socialrådgiver med relevant efteruddannelse og en solid erfaring indenfor stillingens opgaver.
Arbejdsopgaverne
Du kommer til at sikre fremdrift i flere spændende indsatser med rig mulighed for at sætte din faglighed i spil. Blandt andet:
- at understøtte og udvikle ledelse, organisation og kultur i samarbejde med direktion, chefgruppe og arbejdspladserne, så arbejdsmiljøet i endnu højere grad tænkes ind i beslutninger, organisering og udførelse af arbejdet. Stadig med fokus på det professionelle personlige ansvar som ansat og på kerneopgaven.
- at understøtte arbejdspladserne i deres arbejde med trivselsundersøgelser. Nyborg Kommune er på vej med implementering af udviklingsdialoger, som træder i stedet for spørgeskemaundersøgelser
- at videreføre en holdningsmæssig bevægelse fra primært at yde sygefraværsunderstøttelse til at have et bredere og ledelsesmæssigt mere forpligtende helhedsorienteret fokus hos både ledere og medarbejdere i arbejdet med at styrke arbejdsmiljøet gennem forebyggende tiltag.
- i nogle situationer skal du fungere som bindeleddet mellem ledere og medarbejdere i fastlåste svære relationer, hvor du spiller en afgørende rolle i at støtte og guide både leder og medarbejdere.
- kriserådgivning til ledere og håndtering af debriefing af medarbejdere og medarbejdergrupper ved akutte kritiske hændelser
- gennem individuelle samtaler at hjælpe medarbejdere i arbejdsrelaterede kriser, der blandt andet kan skyldes stress, vold og trusler, mobning og samarbejdsproblemer. Formålet er at nedbringe sygefraværet, og fastholde vores medarbejdere i arbejde.
- drøftelser med dine kolleger i HR om at kvalificere strategier og processer i forhold til psykisk arbejdsmiljø og trivsel.
Stillingens organisatoriske placering
Du bliver en del af organisations- og udviklingschefens stab HR.
HR består af 8 konsulenter og 1 sekretær. Vores opgaver spænder bredt fra arbejdsmiljø, strategiske udviklingsprojekter, MED-samarbejdet, personalesager og personalejura, lønforhandlinger mv.
Vores opgave er at udvikle og understøtte organisationen i at løse kerneopgaven, så de ansatte trives, og lykkes med værdi og effekt for borgerne. I det samarbejde vægter vi ordentlighed, tillid og gode relationer.
HR har kontor på Nyborg Rådhus, der ligger i gåafstand fra banegård, og tæt på motorvejsafkørsel.
Ansættelse i stillingen kan ske pr. 1. maj 2025, eller tidligere.
Arbejdstiden i stillingen er fuldtids. Du må forvente, at arbejdsopgavens og arbejdstidens placering til tider kan variere afhængig af de aktuelle opgaver. Der er også mulighed for at arbejde hjemmefra, når det giver mening for opgaverne.
Yderligere information:
Løn- og ansættelsesvilkår jf. gældende overenskomst og principperne for lokal løndannelse. Vi gør opmærksom på, at der skal forevises straffeattest inden ansættelse.
Vil du høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte leder af HR Maj-Britt Borg, tlf.: 2897 8242 eller på mail mbj@nyborg.dk.
Ansøgningsfrist 10. marts 2025
Der afholdes 1. ansættelsessamtale 12. marts 2025, og 2. ansættelsessamtale 27. marts 2025.
Tiltrædelse senest 1. maj 2025
Som led i rekrutteringsprocessen vil der blive udarbejdet en personprofil med efterfølgende interview for de kandidater, der går videre til 2. samtale. Til dette formål videregives navn, telefonnr. og e-mailadresse til People Tools. Ansættelsesudvalget gennemgår resultaterne af personprofilerne før 2. samtale.
I Nyborg Kommune har vi røgfri arbejdstid. Politikken gælder alle ansatte og betyder, at det ikke er muligt at ryge i arbejdstiden. Rygepolitikken skal sikre, at alle ansatte i Nyborg Kommune kan færdes i et røgfrit arbejdsmiljø.
Denne jobannonce blev oprindeligt opslået på https://www.ofir.dk/
(Den originale annonce kan ses på: https://www.ofir.dk/showojob?ofirid=f4337163)
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Nyborg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Nyborg Kommune - HR, Torvet, 5800 Nyborg
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 10-03-2025; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/f2db66ba-7b2c-4bc4-a571-c98810a3fb6e